2010

2010

NOTE

Navn: Lodsejerlauget Vibo Plantage

 

Etableringsår: 1945

 

Antal medlemmer: 117

 

Beliggenhed: 4500 Nykøbing Sjælland

Referat af generalforsamling i Lodsejerlauget Vibo Plantage.

 

Der blev lørdag den 31.juli 2010 afholdt ordinær generalforsamling i Nordgårdshallens Cafeteria, Nykøbing Sj med følgende dagsorden:

 

 

1.       Valg af dirigent

 

2.       Formandsberetning

 

3.       Strandarealets pleje

 

4.       Aflæggelse af regnskab for kalenderåret 2009 (regnskab vedlagt)

 

5.       Indkomne forslag:

 

a)      Forslag til kontingentforhøjelse

 

6.       Valg

I henhold til vedtægternes §11 afgår efter tur:

Torben Krog, kasserer (villig til genvalg)

Lone Krausing (villig til genvalg)

 

7.       Eventuelt

 

 

 

 

Til stede ved generalforsamlingen var den samlede bestyrelse og ca. 40 beboere.

 

ad 1. Valg af dirigent

Til dirigent valgtes Flemming Christensen (Vibo Strandvej 11) igen i år.

Fl.Christensen takkede for hvervet og konstaterede generalforsamlingen lovligt indvarslet.

 

 

ad 2. Formandsberetning (v.formand Henning Møgelberg Nielsen)

Formanden bød velkommen til den ordinære generalforsamling 2010.

”Beretningen er jo som sædvanlig opdelt i to mellem Lone Krausing og mig, så jeg starter med min beretning.

Året er for det meste løbet fredeligt af stablen, lidt problemer har vi dog  haft.

Jeg vil starte med FSNR som står for ”Fritidshus Sammenslutningen i Nykøbing Rørvig”, som ved sidste års generalforsamling var ved at kollapse og gå ned, men en ekstraordinær generalforsamling rettede op på sagen, og vi var atter til ordinær generalforsamling d. 6. juni i år, hvor der var indsat en ny bestyrelse med mod og lyst til opgaven, der jo går ud på at tilgodese fritidshusejernes interesser over for Odsherreds kommune, der er blevet alt for stor og utilnærmelig i de mange sager.

Odsherred kommune afholder selv et stormøde hvert år i august, men vi har ikke deltaget. Der deltager mellem 300 og 400 mennesker, og man har ikke en chance for at komme til orde - det er alene oplysning, som vi senere alligevel får kendskab til.

I FSNR har vi derimod fået plads ved bordet i KSO, som står for ”Koordinationsudvalg for sommerhusejere i Odsherred” og SOL, som står for ”Sommerhusrådet for Odsherreds landliggere, og det viser sig at være en fordel for os i Nykøbing-Rørvig området.

Jeg vil blot nævne et af punkterne i referatet i FSNR, og det var kloakering i sommerhusområder.

Det er konstateret, at der ikke kan kloakeres i Nykøbing-Rørvig området, før  der er foretaget en grundig afvanding af Hov Vig, så grundvandstanden sænkes.

Planen er derfor, at der oprenses grøfter og etableres en forbedret pumpestation, der skal drives af et pumpeselskab.

Etablering og drift betales af alle de grundejere, (sommerhus – helårshuse og erhverv), der ligger i området. Jeg fik oplyst, at det for det meste gælder sommerhusgrunde fra Skærby Camping og ud til Rørvig på begge sider af Rørvigvej, og det vil koste hver enkelt grundejer et engangsbeløb på ca. 3000 kroner.

Ikke mere fra FSNR.

 

Hos os selv er der som sagt ikke sket de store ting.

For vejenes vedkommende er der nu gået 2 år siden renoveringen, og meningen var jo, at de skulle gennemgås og rettes op efter et år. Men tiden går som bekendt hurtigt, og hullerne er ved at gendannes, så vi har indhentet et tilbud hos Peder Grønne, vores vejentreprenør, som bestyrelsen er ved at gennemgå, og som er i nærheden af beløbet fra sidst

Vi prøver at forhandle os til en reduktion af belægningen visse steder for derigennem at mindske prisen.

Skelsagen ved Skovstien og Vibo Strandvej er lukket efter et møde afholdt mellem Torben Krog, mig og de involverede parter.

Skelhegnet mod Blomstervangen for enden af Dæmningen er genetableret af Keld Nielsen, Renè og mig.

Der er efterfølgende sendt brev og billeder til de aktuelle beboere fra Blomstervangen, hvor der blev orienteret om genetableringen.

Der har herefter været korrespondance mellem disse beboere og mig, hvori de stiller krav om genåbning af skellet, idet de mener, at de har vundet hævd på adgangen og har haft den i 20 år.

Det er imidlertid ikke korrekt, da vi gentagne gange gennem årene har bedt Keld Nielsen om at sætte nyt hegn op.

Vi har på vort bestyrelsesmøde sidst i juni fremsendt brev med svar på deres krav lydende på, at vi er uforstående overfor deres klage.

Hegnet er vores og er løbende blevet genetableret. Er de uenige i dette kan de jo få foretaget et hegnssyn, men vis de mod forventning vil foretage selvtægt mod hegnet, vil vi skride til politianmeldelse.

I skrivende stund har de igen klippet hul i hegnet, så vi bliver desværre nødt til at politianmelde dem. Dette er gjort den 15.juli.

 

Man kan måske huske, at min beretning sidste år også handlede om en opfordring fra Skærby Grundejerforening om at fjerne alle hegn omkring Vibo Plantage.

Der blev redegjort for dem om, at hegnet er placeret 50 cm inden for Vibo’s skel og i øvrigt anerkendt som lovligt efter et hegnssyn foretaget i 1984. Det blev taget til efterretning, og vi har intet hørt siden.

 

De fleste har sikkert bemærket, at nye skilte er blevet opsat.

Der er opsat 4 skilte om at hunde skal føres i snor, 2 nye skilte med teksten ”pas på mig” og med angivelse af 20 km , 1 nyt stort 20 km skilt, alle opsat på de to portaler og tilsvarende stolper for hundeskiltet.

 

Bestyrelsen vil gerne opfordre alle til at efterleve vore ordensregler. Mange efterlever dem ikke. Måske kender de slet ikke deres eksistens, eller de overser dem. Man skal huske på, at ordensreglerne ikke bare er en bestyrelses pålæg, men derimod regler, der er blevet vedtaget af Lodsejerlaugets generalforsamling, og reglerne er således gældende for os alle. Det er hensynsløshed over for de øvrige beboere, når man negligerer reglerne. Vi vil derfor udsende dem på et særskilt papir sammen med referatet af denne generalforsamling.

Hvis nogen skulle være uenige med os i nogle af punkterne i ordensreglerne beder vi om, at man gør bestyrelsen bekendt med dette, eller at man i god tid inden næste generalforsamling fremsender forslag til en eventuel ændring.

 

Tilbage står at fortælle at Keld Nielsen fortsætter med at tilse vore huse, og at Roar fra Dæmningen 6 fortsat foretager klipning af kanter. Begge kan overtales til småjob for grundejerne.

 

Vi har igen i år haft 3 bestyrelsesmøder. Det giver mig samtidig mulighed for at takke for det gode samarbejde vi har i bestyrelsen. Det betyder meget, at alle går til sagen med interesse både for mig, men i særdeleshed for alle medlemmerne i foreningen.

Jeg vil gerne til slut ønske alle en fortsat god sommer”.

 

Der blev stillet spørgsmål om, hvorvidt den påkrævede grundvandssænkning i Rørvig-området havde nogen indflydelse på den varslede kloakering af vores område.

Sv. (Henning Møgelberg): Nej, der vil blive kloakeret hos os en gang – om 15-20 år.

 

Formandsberetningen blev herefter godkendt.

 

 

ad 3. Beretning vedrørende strandarealernes pleje (v.Lone Krausing)

Lone Krausing indledte med at takke den anonyme person, som havde påtaget sig at male vejnavnene op. Dette var lige hvad vi kunne ønske os, efter at andre anonyme personer sidste år havde påtaget sig at rette vejstenene op.

 

” For at efterkomme vores forpligtelser til at bevare strandarealernes særlige natur har vi også i det forløbne år afholdt to arbejdsdage, henholdsvis den 24.oktober 2009 og den 24.april 2010. Der deltog lidt færre end sædvanligt i oktober, hvilket formentlig skyldtes det sene tidspunkt. Til gengæld var vi lidt flere end sædvanligt i april, hvilket var rigtig godt, for så kunne vi arbejde i to hold og tage os af begge arealerne.

 

Det har meget længe stået klart for os, at hvis vi skulle gøre os håb om at bevare lyngarealet på vestgrunden, så ville det kræve en særlig indsats. Meget af lyngen må betegnes som værende i sin ”senile” fase og tæt ved at dø. Den er overvokset af højt græs. Andre dele er ikke helt så gamle, men kræver nedklipning og friholdelse for græs og gyvel. Det er på høje tid, at vi tager opgaven op.

Sidste år indkøbte vi derfor det påkrævede værktøj til plejen: lyng-le, hakke og greb. Nu var det bare om at komme i gang.

 

Vi lagde arbejdsdagen så sent, at lyngen var afblomstret og havde kastet frø. Lone Brems, Vibo Strandvej 2, kender til brugen af værktøjet og var villig til at komme over fra Jylland til arbejdsdagen for at

demonstrere værktøjet og for at lede det første slag for lyngen.

Vi udvalgte et lille, men hårdt trængt og senilt areal til vores første indsats. Det gjaldt om at lære at bruge leen rigtigt. Lyngen blev slået helt i bund. Håbet er nu, at ny lyng vil spire fra de frø, som ligger i jorden. Det vil tage sin tid, formentlig et par år, før vi ser de første spæde planter.

 

Selvom vi var ret få, fik vi også tid til at tage os af gyvelbekæmpelsen på vanlig vis.

 

Ved forårets arbejdsdag var der bedre fremmøde, og vejret var dejligt.

Halvdelen af de fremmødte kunne koncentrere sig om at rydde indhegningen for gyvel med buskrydder. Håbet er jo at få så lidt nyvækst som muligt. Nyvæksten skal til gengæld gerne være så frisk, at gederne gider æde den. Selve gyvelplantens livscyklus er ikke voldsomt lang, og den danner ikke rodskud. Derfor skulle det gerne være et spørgsmål om tid, før vi er fri for den, forudsat at den ikke får lov at så sig selv.

 

Sidste år havde vi et alvorligt problem, der bestod i, at gederne nægtede at æde gyvel. Det viste sig imidlertid, at gederne pludselig godt kunne nippe gyvel, da vi alle var taget hjem efter sommerferien. Det viste os med al tydelighed, at dyrene simpelthen er blevet overfodret af godhjertede beboere, som hygger sig med fodringen. Men det går altså ikke! Dyrene er ikke bare sat ud for at være hyggelige kæledyr, men for at være vores hjælpere i det nødvendige plejeprojekt. Dette er grunden til, at vi i år har sat skilte op, om at fodring helt frabedes. Man skal ikke være bekymret over, at dyrene ser tynde ud. Sådan skal nubiske, dvs. afrikanske geder se ud, når de har det godt! Desuden får de et dagligt tilskud af kraftfoder, så de lider ingen nød! Hvis gederne har halen i vejret og holder sammen med flokken, har de det godt og er sunde og raske.

 

Hvordan går det så med genopretningen på østgrunden? Jo, tak, det går fremad. Med stor tilfredshed har vi konstateret, at der mange steder er pletter af nyspiret lyng, som endda blomstrede i august 2009. Det skal nok blive et fint lyngtæppe i indhegningen om nogle år.

Og på forårsdagen mødte vi en pænt stor hugorm på grunden.

Til gengæld går det skidt med roserne her. De roser foran klitten, som vi slog helt ned for et par år siden, er i fuld vækst igen og kalder på handling.

 

 

Resten af de fremmødte tog på arbejdsdagen fat på roserne ude i klitterne på vestgrunden. Med hakke, greb og sakse gik vi hårdt til dem. Det var virkelig hårdt arbejde at grave dem op af sandet, for rødderne var meget gamle og kolossale. Der er ingen tvivl om, at det er det, der skal til for at få dem væk fra klitterne, hvor en slåmaskine jo ikke kan køre. Det gælder om at få fjernet hver eneste lille ny koloni, så snart den viser sig, før de får dannet dybe rødder. Her kan alle være med. I hjælper os, hvis I trækker dem op, når I ser dem! Husk at disse roser sender rødder 4 m ud på en enkelt sæson.

 

Vi sluttede arbejdet med at udspænde en snor langs stien til stranden, som skal angive, hvordan vi gerne vil lede trafikken ned over grunden. Formålet er at skåne den sarte bevoksning i det meget svage midterparti, som hele tiden bliver trådt mere og mere i stykker. Det ender som sandet hul, hvis vi ikke gør noget. Heldigvis ser vi, at folk sommeren igennem respekterer snoren, og det er forbløffende at se, hvordan det allerede har gavnet floraen. De gule evighedsblomster har virkelig fået fat, som vi forventede det. Vi fortalte sidste år, at vi overvejede at sætte en form for lav barriere op. Snoren skulle vise os, hvordan en sådan barriere ville blive modtaget. Ingen har kommenteret afspærringen. Det må opfattes, som om man forstår og accepterer formålet.

 

Hvordan er status så her?

Roserne langs vestskellet, som Jack Hansen i snart mange år har holdt slået med sin græsslåningsmaskine, er nu næsten forsvundet. Man kan uden hindring gå på græsarealet.

Der er stadig langt igen, før hele strandgrunden er fri for roser, gyvel, slåen og højt græs, som truer den fine grønsværsklit og klitheden. Det er håndarbejde, at få luget det høje græs ud og befri lyngen, derfor har vi brug for mange hænder på arbejdsdagene.

 

Det kniber med mandskab nok til at tage sig af såvel roser som gyvel, hver gang vi holder arbejdsdag.

Det ville være dejligt, hvis flere ville deltage i opgaven med at få kontrol over disse aggressive vækster.

Det lykkedes som altid at improvisere dejlige frokoster efter arbejdsdagene. Jack var så venlig at lægge hus til begge gange. Det siger vi ham mange tak for.

En varm tak til alle de, der møder op. Der er stor enighed om, at vi arbejder rimelig hårdt, men lønnen er den dejlige frokost og det gode selskab.

 

Mon ikke mange af jer kunne tænke jer at stå på vores mailliste og dermed få besked om de kommende arbejdsdage? Måske kan I være med, hvis bare I kender datoen i god tid.

 

Til slut vil jeg takke alle, som på den ene eller anden måde deltager i arbejdet med strandfloraens bevarelse.

Og tak til den øvrige bestyrelse, som altid hjælper og bakker os op.

 

Næste arbejdsdag vil være den 18.september 2010.

Kom med og oplev, hvor rart og afslappet, det hele foregår!”

Niels Bonderup, Andrupsvej 2 spurgte, om det ikke var på tide at rydde gyvel og ny asp langs østgrundens østskel. Det var efterhånden vanskeligt at passere ad stien.

Sv. (Lone Krausing): vi vil se på det på den kommende arbejdsdag.

Bjarne Frese (Vibo Østvej): Må man gå ind til gederne, Han havde observeret en hel familie inde i indhegningen.

Sv. (Lone Krausing): Det sker på eget ansvar. Geder har for vane at stange, og det må være almindeligt kendt.

 

Beretningen blev herefter godkendt.

 

 

ad 4. Aflæggelse af regnskab for kalenderåret 2009 (v.Torben Krog)

Den stramme økonomi, som på trods af sidste års kontingentforhøjelse forhindrer en opretning af grusvejene i år, gav anledning til et ønske om at se et budget for de kommende år udsendt sammen med regnskabet næste år.

Henning Møgelberg forklarede, at man ideelt set burde rette vejene op hvert år, men det er der ikke råd til. Det er nødvendigt at udsætte opretningen til efteråret 2011. Man har det håb, at man ved at rette vejene op med få års mellemrum vil kunne gøre vejene så stærke om nogle år, at udgifterne vil blive mere moderate.

Det er den øgede trafik dels af personbiler, men også at biler til nybyggerier og endelig renovationsvejene, der er grunden til, at vejenes vedligeholdelse er blevet en tungere byrde.

Det er nok en 10 år siden, at der rigtig er gjort noget ved vejene, og det hævner sig.

 

Ad 5. Indkomne forslag. (v. Flemming Christensen)

Flemming Christensen indledte sin motivation af forslaget ved at sige, at han var godt tilfreds med at have stillet forslag om kontingentforhøjelse, efter at han havde haft lejlighed til at se på foreningens stramme økonomi, for der var så rigeligt behov for forhøjelsen alene til vejene.

 

Ved afstemning stemte 21 for, 6 imod. Forslaget blev således vedtaget og kontingentet forhøjes til 800 kr. fra 2011.

 

ad 6. Valg

Til bestyrelsen genvalgtes

Som kasserer Torben Krog og desuden Lone Krausing

Som suppleanter genvalgtes Lars Rytter og Jacob Weinreich

 

ad 7. Eventuelt.

Der blev fremstillet ønsker om:

 

a. at få en opdateret medlemsliste, evt. med mailadr. udsendt

Sv.: vi arbejder på sagen.

 

b. at få grusbunkerne fyldt op med grovere grus med sten i, så man selv kan hjælpe på de værste vejhuller.

Sv.: det vil ske snarest.

 

c. at man undlader at slå rabatten langs Vibo Hovedvej af hensyn til de vilde blomster.

Sv.: rabatten slås, fordi fodgængere er nødt til at vige ud i rabatten, når to biler skal passere hinanden. Det er godt at kunne se, hvad man træder ud i.

Biler, der viger for hinanden har også behov for at sikre, at de ikke rammer ud i større sten eller lign.

 

 

Formanden takkede dirigenten for veludført hverv og dirigenten takkede forsamlingen for god ro og orden.

Således afsluttedes den 66.generalforsamling i Vibo Plantage.

 

 

 

 

Således passeret                                             

 

Flemming Christensen

 

Dirigent