2025

Nyhedsbreve 2025

Oktober 2025

Klip, riv og nyd solen


Netop i disse dage banker efteråret på døren med regn og blæst. Så bladene falder af, kogler og nåle rasler ned på jorden - og træerne står nøgne - klar til beskæring!


Der er to vigtige arrangementer:


Fælles arbejdsdag lørdag den 11. oktober - og dagen efter workshop om naturpleje den 12. oktober.


Fælles arbejdsdag


Vores arbejdsdage bliver for hvert år bare hyggeligere og hyggeligere i takt med, at vi i fællesskab er ved at få den rigtige balance i bevoksningen på strandgrundene. 


Mød glad op Lørdag den 11. oktober kl. 9.00 på hjørnet af Vibo Skovvej - Østgrunden. Grib gerne en rive eller andet udstyr. Så er der rig mulighed for at alle for at bidrage; både dem med børneben, store overarme eller med et godt greb om en let-rive. Dagens program vil være rivning af afklip fra slåningen og slåning af den gamle lyng.


Hvis man trænger til en pause er der kaffe, drikkelse og kage. Bedst af alt er der fælles frokost…..vi glæder os sådan til at høre hvem der lægger hus til. Skriv til bestyrelsen@viboplantage.dk hvis du vil lægge hus til fælles frokosten


Naturpleje på din grund


Hvis du har lyst til at lære mere om hvordan man plejer naturen på sin sommerhusgrund - og lærer lidt om efterårets svampe, er der en Workshop Søndag den 12. oktober kl. 13 - 17 på Den Blå Ged, Ordrupvej 82A. Der er først et par interessante indlæg om naturen i området og naturpleje og dernæst en gåtur hvor man ser på praktiske eksempler på naturpleje. Der er rig mulighed for at stille spørgsmål til eksperterne. Læs mere her


Workshoppen arrangeres i samarbejde mellem Biodiversitetsarbejdsgruppen under Grønt Råd i Odsherred, FSNR.dk, og Odsherred Kommune.


Skal vi lukke lyset ind


Vibo Plantage er jo en af områdets ældste plantager. Ligesom områder i Rørvig. Det har ofte slået mig, hvor mørkt der er i Rørvig - på grund af mange høje træer. I 60’erne var det vældig moderne at plante taks og thuja eller hele rækker af fyrretræer for at afskærme indblik.


Men det skygger og er med til at forrykke balancen i naturen. Der skal lys og luft til for at få den oprindelige natur - og lyng - til at trives. Efteråret er en god tid lige at tage et blik på, hvor høj beplantningen nu er. Fordelen ved at fælde er, at de naturlige planter hurtigt kommer op som f.eks. eg, tjørn eller hassel - der med deres tætte løv alle er gode til at lave afskærmning i løbet af sommeren.


Jeg har selv gået en kritisk rundtur omkring en gammel østrigsk fyr som jeg har nede i hjørnet. Skygger den for naboen. Ja - men ifølge naboen ikke på tidspunkter der generer dem. Skygger den for mig. Tjoo - måske på sandkassen og i ydersæsonerne på den lille terrasse.  Skal den ned? Jeg venter lige lidt - måske kan det klares ved at få beskåret nogle grene, som lyset kan komme igennem.


Og sådan en lille tur er måske god at tage. Tænk på “hegnet” af fyrretræer ud mod vejen, der er nøgent for neden men stadig skygger så naturlige og mindre bevoksning ikke kan komme op. 


Eller den lille thuja man plantede i hullet mod naboen faktisk er blevet 10-15 meter høj og giver en dyb skygge der giver mos i plænen, skygge hos naboen. Thuja kan godt beskæres på de grønne grene, så skyder de igen. Hvis man vil kappe noget af toppen, så tag den gradvist - et par meter om året, så får man hurtigt en lavere og tættere plante.


Så grib saven, saksen eller bare riven - og vær med til at gøre Vibo Plantage til en af de mest elskede og attraktive sommerhusområder i Odsherred.

Juli 2025 


Sommer, generalforsamling og fest


Så er sommeren endelig kommet - og juni måneds stærke vinde har tilsyneladende lagt sig. Med sommeren kommer også samvær, nærvær og generalforsamling.


Det er jo altid en dejlig tid, hvor man kan mærke, at der kommer mere liv i plantagen, at der er flere at sige hej og Dav til. Det er så også nu, man lige skal huske at tænke endnu mere på hinanden. Husk de gode regler om støj - og tænk på jeres nærmeste naboer når ungerne hviner, plæneklipperen summer eller sommerens hit er i radioen.


Veje og bump


Der er et par virkelig store ting der er sket i årets løb: vi har fået ny asfalt på Vibo Hovedvej og udlagt grus på Tværvej. Det betød at træer skulle fældes, så deres rødder ikke ødelægger vejen - og at nogle var generet i en kort periode. Der er et par tilkørsler, der har skulle tilføres ekstra grus - men ellers ser det da bare godt ud.


Alle har taget godt imod den nye asfalt. Faktisk så godt at de suser op og ned ad den dejlige hulle-fri asfalt i et tempo der er højere end de foreskrevne 20 km i timen. Husk der er børn, hunde, cyklister, vandrerede. Det er en god ide at huske at lette foden fra speederen. 


De gamle bump, der netop skulle forhindre for høje hastigheder, bliver derfor udlagt igen.


Et bump er til gengæld blevet fjernet. Alle dem med elbiler kender godt “bumpet” ved Skærby. Efter mange og lange drøftelser, hvor formanden for Skærby hentede sin Tesla og demonstrerede at bumpet var for højt - især for Teslaer - er det nu blevet høvlet af.



Naturen trives


Når man ser strandgrundene er de smukke - men også et udtryk for at indsatsen har virket. Det myldrer frem med urter og blomster. Gyvel er virkelig gået tilbage. Men det ændrer ikke ved, at hvis man ser et gyvelskud, er det godt at huske på den udmærkede baller & lår øvelse: ned i knæene, stram mavemusklerne og træk dem op med rod.


Hybenroserne er der også ved at være styr på. De skyder stadig livligt, men bliver holdt nede ved stadig slåning.


Hvis I vil se hvor galt det kan gå, så gå en tur over klitten til Nordstand plantage. Der er gyvel skove på et par meter i højden - og sikkert frø der ligger klar til at spire de næste 50 år.



Sol og skygge


Noget af det der gør naturen særlig i områder som Vibo er “overdrevs bevoksning”. Når I ser billeder fra gamle dage, er det tydeligt hvor få træer der var tidligere. Når der kommer lys og gamle fyrrenåle rives væk, så kommer lyngen og alle de dejlige urter.


Overvej om nogle af de mange planter, der gennem årene er blevet plantet, stadig har en funktion. F.eks. den der kæmpe thuja, der tog indblikket til naboen. Men er den stadig nødvendig. Eller den række grantræer der blev plantet, som nu er nøgne i bunden, men skygger så nydeligt for både himlen, solen og naboens terasse. Så overvej om der er noget der skal fældes - for at plante noget nyt til efteråret.


Det er værd at huske på, at forskellige træer giver forskellige livsformer og dermed grundlag for biodiversitet. Hvis man vælger træer der er naturligt hjemmehørende, så fremmer man biodiversiteten, både ved at plante træer der ikke skygger for meget - og som er levesteder for mange insekter. En lille oversigt over nogle af de naturlige træer i området:


  • Eg topper biodiversiteten med op mod 1.000 arter tilknyttet kun ét træslag. Eg skyder hurtigt og vokser dernæst langsomt. Kan beskæres i tide til en lav busk eller træ.
  • Gran og fyr har en moderat biodiversitet, typisk 300–360 arter, især knyttet til dødt træ. Så hvis I fælder et grantræ lad det gerne ligge.
  • Thuja, som er ikke-hjemmehørende, viser markant lavere artsrigdom med under 11 arter registreret per prøve. De kaster en mørk skygge.
  • Nøddetræ forventes at have en artsrigdom imellem eg og gran, men specifikke data mangler – ofte flere hundrede arter, da det er et hjemmehørende løvtræ. Gode til at plante som en mellemhøj plante til at tage indblik.
  • Tjørn er betydeligt mere biodiversitetsrig end rønnebær, med over 325 arter tilknyttet. Også god til at dække for indblik.
  • Rønnebær understøtter også værdifuld biodiversitet, med en række pollinerende insekter og sommerfuglelarver, men arterne er færre (flere dusin til hundrede). Giver smukke røde bær som fulglene kan lide,



Festlig generalforsamling


Lørdag den 26. juli kl 10 er der den årlige generalforsamling i ldsklaksf.

Bestyrelsen har ikke modtaget nogle forslag til nye drøftelser, men har selv et punkt på programmet: skal vi holde jubilæumsfest? Vi har talt om det tidligere men det blev aflyst af covid. Så nu er chancen der igen for at fejre at vi i 80 år har stået sammen om at udvikle og vedligeholde vores elskede lille plet i Odsherred.


Vi glæder os alle til at se jer. Husk at svare på indbydelsen fra Bestyrelsens flittige sekretær Willy, så vi har en fornemmelse af hvor mange der kommer.